For forældre og elever

Skolehåndbog

Læring, der lyser vejen frem

Håndbogen giver det samlede overblik over skolens værdier, retningslinjer og hverdag. Den er skrevet til både elever og forældre, så vi har en fælles forståelse af, hvad der kendetegner Lys Privatskole.

Samlet udgave

Skolehåndbog for Lys Privatskole

Retningslinjer og vejledning i ét dokument

Omfang
13 sider · PDF
Struktur
6 kapitler + bilag
Læses og accepteres ved indskrivning
08.00Fravær meldes via ForældreIntra
5 %Dialog med klasselæreren og forbedringsplan
15 %Alvorlig advarsel og møde med ledelsen
20 %Vurdering af underretning til kommunen
2 mdr.Opsigelsesvarsel ved udmeldelse
Afsnit 01

Velkommen & skolens fundament

Assalamu alaykum wa rahmatullahi wa barakatuh — velkommen til Lys Privatskole.

1.1 Velkommen

Håndbogen er skrevet til både elever og forældre for at give et samlet overblik over skolens værdier, retningslinjer og hverdag. Formålet er at skabe en klar og fælles forståelse af vores vision og skolegang. Gennem et tæt samarbejde sikrer vi sammen et trygt, respektfuldt og fagligt stærkt læringsmiljø i konstant udvikling.

Ved indskrivning på Lys Privatskole forventes det, at både forældre og elever har læst håndbogen og er indforstået med dens indhold samt skolens vision.

1.2 Skolens værdier & formål

Lys Privatskole i Odense tilbyder undervisning fra 0. til 9. klasse. Skolens dagligdag og pædagogiske linje hviler på tre bærende søjler:

Faglighed og ansvar

Vi sætter tydelige mål, forventer engagement og støtter den enkelte elev i sin faglige og personlige udvikling.

Trivsel og fællesskab

Vi bygger på tryghed, omsorg og gensidig respekt. Mobning, diskrimination og utryghed tolereres ikke.

Islamiske rammer og dannelse

Vi fremmer god akhlaq, selvdisciplin og et stærkt værdifundament med udgangspunkt i islamisk dannelse.

Afsnit 02

Skole-hjem-samarbejdet

Vores børns trivsel og læring lykkes bedst, når skole og hjem trækker i samme retning.

Det forventer vi af forældre

  • At I bakker op om barnet samt skolens værdier, regler og pædagogiske linje.
  • At barnet møder undervisningsparat til tiden med sit udstyr, opfylder de faglige pligter og deltager aktivt og respektfuldt.
  • At I følger med i ForældreIntra og deltager i skolens arrangementer, forældremøder og skole-hjem-samtaler.
  • At I henvender jer tidligt til skolen, hvis der opstår bekymringer eller udfordringer.

Det kan I forvente af skolen

  • At vi tilbyder et stærkt og trygt læringsmiljø med højt til loftet.
  • At vi kommunikerer med respekt, gennemsigtighed og i god tid.
  • At vi tager hånd om mistrivsel og konflikter hurtigt og omsorgsfuldt.
  • At undervisningen tilpasses den enkelte elevs forudsætninger. Ved faglige udfordringer garanterer vi en tidlig, målrettet indsats og et tæt samarbejde med hjemmet om konkrete løsninger.

2.2 Kommunikation via ForældreIntra

ForældreIntra er Lys Privatskoles primære og officielle kommunikationskanal.

  • Skriftlig dialog: Alle skriftlige henvendelser til lærere, pædagoger og ledelse foregår via ForældreIntra.
  • Aftalte møder: Følsomme eller komplekse emner drøftes ikke ved døren eller på vej ud. Vi opfordrer til at henvende sig via portalen for at aftale et møde, så der er afsat god tid til samtalen.
  • Svartider: Personalet besvarer beskeder hurtigst muligt på hverdage. Ved travlhed, sygdom eller ferie kan der forekomme længere svartid.
Åbn ForældreIntra

2.4 Dialog & uenigheder

Vi lægger vægt på et tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Opstår der uenigheder eller bekymring for et barns trivsel, håndteres det efter følgende principper:

  1. 1

    Direkte kontakt: Henvend dig i første omgang til den pågældende klasselærer eller faglærer via ForældreIntra, så uoverensstemmelsen kan drøftes i ro og mag.

  2. 2

    Konstruktive rammer: Møder afholdes i en respektfuld tone med fokus på barnets bedste.

  3. 3

    Inddragelse af ledelsen: Kan uenigheden ikke løses gennem direkte dialog, inddrages skolens ledelse som næste skridt — som den objektive part med fokus på barnets behov og et godt forældresamarbejde.

2.5 Elev- og forældreinddragelse & forældrerråd

Minimum en gang om året inviteres elever og forældre til en fælles classesamtale. Her ser vi tilbage på året og taler blandt andet om:

  • Klassens faglige og sociale udvikling — hvad klassen har arbejdet med og opnået.
  • Hvad der skal ske i den nærmeste fremtid, og hvad der skal tages forbehold for (lejrtur, udflugt, undervisningsforløb).
  • Aktuelle emner, som skolen ønsker at oplyse forældrene om.
  • Forældrerrådet opdaterer, hvad der har rørt sig blandt eleverne og fyldt gennem tiden.

Forældrerrådet består af en gruppe forældre, der i samarbejde med klasselæreren arbejder for at styrke klassens trivsel og fællesskab — blandt andet gennem dialog på tværs af rådet og sociale aktiviteter som udflugter og seværdigheder. Rådet kan også gribe fat i emner, der berører eleverne negativt eller positivt i hverdagen, og skabe løsninger sammen med klasselæreren. Har du overskud og lyst til at engagere dig i dit barns klasse, kan du kontakte klasselæreren.

Afsnit 03

Faglighed, ansvar & skolens hverdag

For at få det fulde udbytte af skoledagen skal eleven møde undervisningsparat.

3.1 Mødetider, fremmøde og undervisningsparathed

  • Møde til tiden og være klar, når det ringer ind. Kommer en elev for sent, forstyrrer det undervisningens fordybelse hos klassekammeraterne.
  • Have de nødvendige bøger, materialer og opladet IT-udstyr med hver dag.
  • Aflevere opgaver til tiden og gøre en aktiv og engageret indsats.

3.2 Fraværspolitik & sygdom

Undervisningen er tilrettelagt som et sammenhængende forløb, og stabilt fremmøde er derfor essentielt for elevens faglige og sociale udvikling.

  • Sygdom: Fravær meldes via ForældreIntra i elevens kontaktbog senest kl. 08.00. Ved flere dages sygdom gives der besked hver dag, medmindre andet er aftalt.
  • Læge og tandlæge: Aftaler placeres så vidt muligt uden for skoletiden. Er dette ikke muligt, gives der besked via ForældreIntra i god tid.
  • Ekstraordinær frihed og ferie: Ferier bør som udgangspunkt afholdes i skolens ferieperioder, da fravær kan medføre faglige huller. Frihed uden for skolens ferieperioder gives kun i særlige tilfælde og kræver en skriftlig ansøgning til skolens ledelse via ForældreIntra.
5 %

Klasselæreren kontakter hjemmet for en orientering og dialog om en forbedringsplan.

15 %

Første alvorlige advarsel gives, og elevens situation drøftes på et møde med ledelsen.

20 %

Skolen vurderer lovpligtig underretning til kommunen samt skærpet opfølgning.

3.3 Frikvarterer uden for skolens areal

Elever fra 7. klasse og op har mulighed for at forlade skolens område i frikvarterne for at foretage indkøb. Ordningen er underlagt følgende retningslinjer:

  • Krav om forældresamtykke: Eleven skal have en skriftlig tilladelse fra forældre, som afleveres eller dokumenteres over for klasselæreren, før skolens areal må forlades.
  • Repræsentation af skolen: Når elever færdes uden for skolens område i skoletiden, repræsenterer de Lys Privatskole. Vi forventer en god, hensynsfuld adfærd over for naboer, butikker og det omkringliggende samfund.
  • Eget ansvar: Færdsel og ophold uden for skolens område i frikvarterne sker på elevens og forældrenes eget ansvar.
  • Punktlighed: Eleven udviser den nødvendige modenhed og er tilbage i klasselokalet til tiden, så undervisningen kan starte uden forsinkelser.
  • Konsekvens ved forsinkelser: Gentagne forsinkelser kan udløse en advarsel. Ved fortsat overtrædelse eller misbrug af ordningen inddrages tilladelsen til at forlade skolens areal.

3.4 Madpakke- & sundhedspolitik

Et godt læringsmiljø med fokus og engagement afhænger i høj grad af en sund madpakke. For at sikre de bedste forudsætninger for læring og trivsel prioriterer vi sunde og varierede kostvaner:

  • Madpakken: Vi opfordrer til en sund, mættende og varieret madpakke (fx groft brød, grøntsager, frugt og proteiner).
  • Drikkevarer: Rent vand er den bedste tørstslukker. Eleverne medbringer en genopfyldelig vandflaske hver dag. Sodavand og energidrikke er frarådet.
  • Slik og lækkerier: Slik, chips, chokolade og lignende hører ikke til i hverdagens madpakke.

Bemærk: Ved særlige lejligheder eller klasse-sammenkomster kan klasselæreren godkende en enkel og fælles markering (se afsnit 5.2).

3.5 IT, mobil & mediekultur

Digitale redskaber skal understøtte undervisningen — ikke forstyrre den. Derfor gælder følgende:

  1. 1

    Bærbar PC (fra 5. klasse): Eleven medbringer en opladet bærbar computer til undervisningen. Den bruges efter lærerens anvisning og til undervisningsrelaterede formål. Spil, sociale medier og anden underholdning er ikke tilladt i undervisningstiden.

  2. 2

    Mobiltelefoner: For at skabe ro og fokus i skoledagen har skolen en fælles praksis for mobiltelefoner — det kan eksempelvis indebære, at telefonerne afleveres ved skoledagens start. Den konkrete mobilordning oplyses ved skolestart.

  3. 3

    Misbrug og konsekvenser: Ved første overtrædelse bliver eleven gjort opmærksom på reglerne. Ved gentagne overtrædelser, fx spil eller brug af sociale medier i undervisningen, gives en advarsel, og forældrene inddrages efter behov.

Afsnit 04

Trivsel, fællesskab & konflikthåndtering

Alle elever har ret til at være en del af et trygt og rummeligt fællesskab, der skaber grobund for læring og dannelse.

4.1 Trivsel & anti-mobning

Mobning — både åbent og skjult — accepteres under ingen omstændigheder.

Opstår der mobning eller mistrivsel, reagerer skolen hurtigt. Vi tager hånd om situationen gennem samtaler med de berørte parter, laver klare aftaler om det videre forløb og følger løbende op i samarbejde med hjemmet. Vores mål er, at alle elever føler sig trygge, set og hørt, og at forældrene kan være trygge ved at sende deres børn i skole.

4.2 God adfærd, sprogbrug og konflikthåndtering

Vi forventer, at alle på skolen omgås hinanden med ordentlighed og respekt:

  • Sprogbrug: Vi taler pænt til både børn og voksne. Mobning, ydmygelse, racistiske ytringer eller groft sprog tolereres ikke.
  • Konflikthåndtering i hverdagen: Uoverensstemmelser mellem elever løses gennem pædagogisk dialog med de voksne som støtte. Fysisk vold og trusler håndteres hurtigt og konsekvent med nultolerance.

På Lys Privatskole har vi en klar forventning om, at vores elever lever op til disse krav — som en selvfølge i deres islamiske dannelse og gennem opbakning derhjemme.

4.3 Konsekvenser ved regelbrud

Hvis skolens regler ikke overholdes, håndteres det som udgangspunkt trinvist og med fokus på dialog og forbedring:

  1. 1

    Samtale med eleven om hændelsen og den forventede adfærd.

  2. 2

    Kontakt til hjemmet med henblik på fælles aftaler og eventuelt en handleplan.

  3. 3

    Møde med skolens ledelse, hvis udfordringerne fortsætter.

  4. 4

    Midlertidig hjemsendelse kan komme på tale ved alvorlige eller gentagne hændelser.

  5. 5

    Udmeldelse fra skolen kan i sidste instans komme på tale ved gentagne alvorlige overtrædelser, eller hvis det nødvendige samarbejde mellem skole og hjem ikke kan opretholdes.

Skolen vurderer altid den konkrete situation og tilpasser indsatsen efter hændelsens karakter og alvor.

4.4 Sikkerhed, skader & erstatningskrav

  • Sikkerhed på skolens område: Elever må ikke forlade skolens område i skoletiden uden tilladelse fra en lærer. Elever følger personalets anvisninger ved sikkerhedsprocedurer og øvelser (fx brand).
  • Skader og erstatningskrav: Elever forventes at behandle skolens lokaler, inventar og undervisningsmaterialer med respekt. Ødelægges skolens eller andre elevers ejendele som følge af bevidst hærværk eller grovt uansvarlig adfærd, er elever og forældre erstatningsansvarlige. Skolen søger altid dialog med hjemmet før et eventuelt erstatningskrav.

Skolen er som udgangspunkt ikke ansvarlig, hvis en elev kommer til skade i skoletiden eller på skolens område, medmindre der er tale om dokumenteret ansvarspådragende forhold fra skolens side. Skolen dækker ikke elever gennem nogen form for privat forsikring — det er forældrenes ansvar at sikre, at barnet er dækket.

Afsnit 05

Islamiske rammer & dannelse

Den islamiske kulturarv og værdiramme er en naturlig del af skolens hverdag.

5.1 Salah i skoletiden (fra 1. klasse)

  • Deltagelse: Fra 1. klasse deltager elever i den daglige salah som en del af skolens fælles ramme.
  • Pædagogisk tilgang: For de yngste handler salah først og fremmest om at lære ro, respekt, wudu og gode vaner omkring bønnen. Der er plads til, at elever lærer i forskelligt tempo, og vi forventer ikke, at alle kan bede korrekt fra begyndelsen. Skolen skaber trygge og lærerige rammer, hvor eleverne gradvist lærer salah og bliver mere selvstændige. Vi forventer samtidig, at forældrene støtter og opmuntrer børnene derhjemme, så barnet oplever en naturlig sammenhæng mellem det, der læres i skolen, og det, der øves hjemme.

5.2 Markeringer & traditioner

Lys Privatskole støtter et fællesskab, hvor elever kan glæde sig med hinanden på en enkel og respektfuld måde.

Skolen markerer relevante islamiske perioder (fx Ramadan, Eid og Arafa) på en alderssvarende måde, der også passer til klassetrinnet og styrker fællesskabet. Vi stræber efter, at markeringer er enkle og ikke skaber ulighed eller pres, da det modstrider vores værdigrundlag som privatskole.

Er I som forældre interesserede i at forkæle barnets klasse i forbindelse med en markering, henvises til kontakt af klasselæreren.

Afsnit 06

Administration & praktiske oplysninger

Det praktiske, der skal være på plads, så hverdagen kører.

6.1 Skolepenge & udmeldelse

  • Betaling: Skolepengene betales månedsvis forud og forfalder den 1. i hver måned. Betaling sker via Betalingsservice eller bankoverførsel. Ved manglende eller for sen betaling fremsendes en påmindelse, og der kan opkræves rykkergebyr efter gældende regler.
  • Udmeldelse: Udmeldelse skal ske skriftligt direkte til skolens ledelse. Der gælder et opsigelsesvarsel på 2 måneder, regnet fra udgangen af den måned, hvor udmeldelsen modtages. Der betales fulde skolepenge i hele opsigelsesperioden.

6.2 Kontaktoplysninger

Adresse
Svendsagervej 20B, 5240 Odense NØ
Skoleleder
Muneer Ahmad Nasiri
muneer@lysprivatskole.dk
Tlf. 31 21 91 10
Bilag 1

Guide til ForældreIntra

Sådan logger du på første gang. Start med at trykke på linket, og følg derefter trin 1–6.

lysprivatskole.skoleintra.dk/fi
  1. Tryk på UNI-LOGIN / MitIDForældreIntra for Lys Privatskole — ikke forælder? Skift til PersonaleIntra eller ElevIntra.
  2. Tryk på MitIDI loginvælgeren vælger du MitID under seneste login.
  3. Tryk på ”Fortsæt til login”Du føres videre til Unilogins MitID-flow.
  4. Skriv dit MitID bruger-IDHar du glemt bruger-ID, finder du hjælp på MitID-siden.
  5. Tryk på ”Fortsæt”Godkend herefter login i MitID-appen på din telefon.
  6. Vælg ”Forælder eller kontaktperson”Du er nu logget ind på ForældreIntra.
Spørgsmål

Er der noget, du er i tvivl om?

Vi ses på Lys Privatskole. Skriv eller ring til skolens kontor, så hjælper vi dig videre.